Hvordan vinder man et udviklingsræs?

Vi er i gang med at udvikle et koncept sammen med gode partnere, som skal genskabe ålegræs ved de danske kyster. Men vi er ikke de eneste, og andre udviklingsteams ånder os i nakken.

Der er måske ikke så meget svung over navnet ”ålegræs”. Men planten, der vokser på sandbunden langs kysten, har enorm indflydelse på både dyrelivet i området, sikring mod kysterosion og i sidste ende CO2-udslip.

Derfor er der også stor samfundsmæssig interesse i finde løsninger, så man kan plante ålegræs maskinelt. Flere aktører er allerede interesserede i at yde servicen med at udplante ålegræs for stat og kommuner, men de mangler den gode løsning til at gøre det effektivt i praksis.

Vi har kastet os over at finde en løsning i samarbejde med gode partnere, og har blandt andet sikret udviklingsmidler til projektet. Vi så heldigvis potentialet tidligt og har derfor været på forkant. Men der er også andre virksomheder og projekter, der har haft held med at rejse finansiering til konkurrerende ideer, så flere udviklingsforløb nu er i gang parallelt med vores.

Nogle tror på at plante frø, andre på at plante stiklinger, og teknologierne spænder fra meget lavpraktiske til decideret hightech.

Der er med andre gang i et udviklingsræs. Og hvordan vinder man det?

Fokus på eget koncept

Skæver man for meget til nyhederne i branchen, kan man let blive hylet ud af den og blive usikker på sit eget forløb. Er vi bagud eller foran udviklingen, og satser vi overhovedet på det rigtige koncept?
Vi har heldigvis været igennem en række lignende udviklingsræs allerede. Vi ved derfor også af erfaring, at det vigtigste, vi kan gøre, er, at tro på vores koncept og vision – og holde snuden i sporet på det. Vi kan ikke bruge tid på at bekymre os. I stedet skal vi læne os ind i og tro på den proces, som vi altid kører.

Selvfølgelig skal vi løbende vurdere, om vi flytter os hurtigt nok og står stærkt nok ift. konkurrenterne. Men det handler mest af alt om at være ydmyg overfor opgaven: Konkurrencen vil altid være benhård, og hvis vi bliver magelige eller for selvsikre, bliver vi overhalet indenom. Vi er nødt til at holde momentum hele vejen til målstregen.

Fokus og momentum alene betyder ikke, at vi er garanteret at komme ud som vindere af ræset. Der er en masse tilfældigheder, valg og partnerskaber, som skal falde på plads på den rigtige måde undervejs.

Når vi taler innovation, der bevæger sig ud på usikker grund, kender ingen svaret på forhånd. Andre koncepter kan simpelthen vise sig at være stærkere i sidste ende. Men hvis ikke vi tror på vores egen vision undervejs, kommer vi i hvert fald aldrig frem til det rigtige slutprodukt.

Scroll to Top

Stay Inspired!

Exclusive Newsletter

Discover the latest innovations and ideas. Subscribe to our newsletter – only 4 exclusive updates per year!