Der er endnu ingen forretning i at genetablere ålegræs. Alligevel er vores mål at gøre det på industriel facon i stor skala, så vi for alvor kan ændre noget.
Kan vi opfinde os til en bedre fremtid – eller er vi simpelthen nødt at stoppe med at finde på og forbruge?
Det spurgte vi om i indlægget ”Opfindelser med mening: Er det planetært forsvarligt at opfinde nyt?”
Her kigger vi nærmere på vores såmaskine til ålegræs og dens plads i dét spørgsmål.
Vi skal have ålegræs tilbage i de danske farvande. Og lige nu arbejder vi på at udvikle et system, der kan få det til at ske i stor skala på kommercielle vilkår. Målet er et effektivt system, der både kan spire planterne og automatisk plante dem i havbunden.
Maskinen kommer til at trække på planetens ressourcer og udlede CO2 under både produktion og drift. Til gengæld vil den, hvis vi lykkes, kunne genetablere ålegræs i stor skala. Og det skulle gerne levere en nettogevinst for både udledningen og den lokale biodiversitet.
Succes kræver mindre udledning fra landbruget
Når vi taler om planetære grænser, er der aldrig en enkelt forklaring eller løsning på at komme i mål. Det gælder også udplantning af ålegræs: Systemet og såmaskinen er blot én brik i et større puslespil af udfordringer, som skal overkommes.
Skal vi lykkes, er det en forudsætning, at der udledes langt mindre kvælstof til vandet fra landbrugsarealer.
Hvis ikke udledningen stopper eller bliver reduceret markant, nytter det nemlig ikke noget, at have en god, effektiv og automatiseret proces for udplantning af ålegræs. Er der for meget kvælstof i vandet dør planterne.
Den udfordringer mærker vi allerede nu i udviklingsprocessen: Der er simpelthen få steder i Danmark, hvor vandforholdene er gode nok til at teste løsningen i praksis. Vi har altså en ekstern udfordring foran os, før såmaskinen kan blive operationel.
Innovation og effektivitet uden finansiel bundlinje
Vi fokuserer på det, vi selv kan styre: At lave en effektiv proces, hvor man hurtigt og effektivt kan opdyrke ålegræs – det vil sige høste frø fra eksisterende bede med ålegræs, og så enten så dem direkte ud via vores såmaskine eller få dem til at spire og så plante dem ud.
Vi udvikler stadig i to forskellige spor, og tester løbende forskellige prototyper, fordi der er tvivl om, hvad der er mest levedygtigt og effektivt.
Der er endnu ikke umiddelbart en bundlinje i projektet for vores fremtidige kunder: Det er stat og kommuner, som skal betale, for at reetablere ålegræs uden at få afkast på investeringen. Men det er vigtigt, at vi finder en løsning. Flere fonde har allerede afsat penge til at gøre det operationelt. Og jo mere effektive vi kan gøre løsningen, jo mere kan vi få ud af de penge.
Projektet støttes af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) samt Miljø- og Landbrugsministeriets Grønne Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og udvikles i samarbejde med Blue Research. Det nuværende fase af projektet afsluttes i august 2027.
FAKTA: De planetære grænser
Begrebet planetære grænser beskriver de økologiske rammer, som menneskeheden skal holde sig inden for for at bevare Jordens stabilitet og modstandskraft.
- Klimaændringer – hvor meget drivhusgas atmosfæren kan tåle, før klimaforandringer bliver ustabile og selvforstærkende.
- Tab af biodiversitet – hvor mange arter og økosystemer, der kan gå tabt, før naturens funktioner bryder sammen.Ændringer i arealanvendelse – især skovrydning og opdyrkning af naturarealer, som påvirker kulstofkredsløb og biodiversitet.
- Biogeokemiske kredsløb – mængden af kvælstof og fosfor, der tilføres økosystemerne gennem landbrug og industri.
- Ferskvandsforbrug – hvor meget ferskvand mennesker kan bruge uden at udtørre floder, søer og grundvandsreserver.
- Havforsuring – den kemiske ændring af havet som følge af øget CO₂-optag, der truer marine økosystemer.
- Atmosfærisk aerosoler – partikler fra forurening, der påvirker klima og menneskers sundhed.
- Ozonlaget i stratosfæren – hvor meget ozon, der må nedbrydes, før UV-strålingen bliver farlig for liv på Jorden.
- Nye stoffer og kemisk forurening – fx mikroplast, pesticider og tungmetaller, som naturen ikke kan nedbryde.
Den seneste vurdering (Rockström et al., 2023) konkluderer, at seks ud af de ni grænser er overskredet: klima, biodiversitet, arealanvendelse, kvælstof/fosfor, ferskvand og nye stoffer.